Hverdagen i små og store daginstitutioner

Bureau 2000 har gennemført en spørgeskemaundersøgelse af hverdagen i små og store daginstitutioner. Undersøgelsen er et led i forskningsprojektet ”Pædagogisk kvalitet i store og små daginstitutioner”, som ledes af lektor Grethe Kragh-Müller og professor m.s.o. Charlotte Ringsmose. Institut for uddannelse og Pædagogik, Århus Universitet.

Nogle hovedtendenser er:

Ser vi på rammerne er der kun mindre forskelle i bemanding. De store institutioner har dog lidt oftere end de små institutioner trange grupperum og store børnegrupper. Der er desuden en tendens til, at de veluddannede og etnisk danske forældre søger små institutioner.

Ser vi på holdningerne, viser svar fra såvel ledere som stuepædagoger, at der ingen forskel er mellem store og små institutioner – eller mellem ledere og stuemedarbejdere – når det gælder værdier og børnesyn. For alle gælder, at der lægges afgørende vægt på empati og følelsesmæssige relationer, ligesom børn med vanskeligheder primært søges forstået ud fra en børnesynsvinkel.

Alt tyder derfor på, at medarbejderne typisk vil det samme. Men det er naturligvis ingen garanti for, at de opnår det samme.

Ser vi på dagens gang, er der en tendens til, at fx at børnenes muligheder for at tage en middagshvil er bedst i de små institutioner. Børnene i de mindre institutioner har desuden lidt bedre mulighed for selv at bestemme, hvor i institutionen de vil være.

Der hvor man især finder forskelle er i de personlige og ledelsesmæssige relationer. Ledelsen er mest uformel i små institutioner, samtidig med, at lederen her indgår mest i drøftelsen af og tilrettelæggelsen af arbejdet på stuerne. Lederne i de små institutioner kender børn og forældre bedst, og forældrene i de små institutioner har bedst mulighed for at få en snak om deres barn med en medarbejder, der faktisk kender til barnet.

Der er endelig en tendens til, at pædagogerne i de små institutioner i højere grad end pædagogerne i de store institutioner, sikrer sig, at de følger børnene fra deres egen stue, når de er på legepladsen.

Læs rapporten fra Bureau 2000 her: Hverdagen i små og store daginstitutioner.

Læs den samlede forskningsrapport fra DPU her: Pædagogisk kvalitet i store små daginstitutioner

og læs nærmere DR.dk  Ny forskning fraråder daginstitutioner med mere end 100 børn